Sofies store tale

Jeg er lige kommet hjem fra skole, og fik langt om længe holdt min tale. Og ja, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde.

Det var for mig en meget ambivalent oplevelse. Hvis jeg nu havde været en anden person, havde jeg måske  følt anderledes. Jeg havde måske været mere stolt og mere tilfreds. For objektivt set gik det nok meget godt. Jeg fik supermeget positiv feedback fra mine klassekammerater, som ellers ikke har sagt så meget til de andre taler, og jeg fik kun én negativ kommentar (som selvfølgelig kommer til at fylde det hele, ikke?). Denne kommentar stillede spørgsmålstegn ved en af mine faktuelle påstande, hvilket er fuldkommen berettiget, men det var alligevel... hårdt, af en eller anden grund. Jeg tror at vi blev nogenlunde enige til sidst, men alligevel... det prikkede lige hul på ballonen, som ellers var blevet pustet op af en masse positive kommentarer. 

Min lærer havde også primært positive kommentarer, men hun sagde dog, at hun ville ønske, at jeg havde kigget mindre på papiret og mere på dem, der lyttede på. Det forstår jeg godt, men med en tale på fire sider, fuld af ordspil og fakta, er det svært, at kunne det udenad - især, når man har en tendens til angst, og synes at det er svært nok i forvejen. Jeg ville ønske, at jeg havde brugt mine arme noget mere, men på en eller anden måde, så... føler jeg, at jeg gjorde det, der passede til talens indhold. Det var et stort og følelsesmæssigt emne for mig - et emne, der berører mig dybt, og det ville simpelthen ikke have været passende at banke i bordet og råbe (som min efterfølger gjorde). 

Min lærer sagde efter hans tale, at det var dét, hun havde ønsket vi allesammen havde gjort. Men... det kan jo kun gøres med visse typer taler. Det skulle være politiske taler, ja, men mange politikere er da udemærket i stand til at forfatte sig uden at gøre så meget brug af deres krop. Selvfølgelig betyder kropssproget meget, og det kan også bruges til at forstærke en pointe, men jeg føler, at jeg understregede mine pointer ved at kigge op og ved at lægge pres på visse ord. 

Det er slet ikke mig, det der. Det er overhovedet ikke mig. Det ville ikke have været autentisk, hvis jeg havde gjort sådan. Det er også derfor, at jeg på en måde synes, at det er uretfærdigt at forvente, at det falder os alle naturligt. Jeg ved ikke, om det giver mening, men jeg var bare så ked af det bagefter. Jeg synes simpelthen, at det var så uretfærdigt, og jeg kan slet ikke klare uretfærdighed. Jeg kan 100% klare kritik, men den der favorisering, der i forvejen forekommer på min skole, plus den der underlige forventning om at vi alle skal være ens... det er bare fucked up, synes jeg. 

Men nu er det gjort, og jeg er sgu glad for at jeg gjorde det. Jeg gjorde det så godt som jeg kunne, med skælvende stemme og bævende knæ.