Om pandabjørne og hygge-nygge

(Sofie som halv-panda + the look of death)

Først og fremmest – hvad skete der lige for vejrguderne i dag? Nej, ikke bare i dag, den sidste UGE? Det har virkelig været noget underligt, halv-miserabelt vejr, synes jeg. Jeg tænkte især på det, da jeg gik over Dronning Louises bro på vej hjem fra at have fulgt min søster ned til Nørreport Station, og kiggede ud over søerne Jeg kan slet ikke kende København, når vejret er sådan her. Tåget, vådt, gråt, kvinder med pandabjørns-lignende ansigter. Jeg selv lignede LORT. Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at min mascara var smittet af på mine briller, hvilket må have set super smart ud. Btw, det er altså ikke fedt at være brille-bruger, når det regner. Så er det sagt.

Jeg har haft en rigtig dejlig weekend. Jeg fik sorteret i mine skolenotater i fredags, hvilket var… åh, det var så godt. Jeg fik sat alting i plastikmapper og har nu en mappe til hvert fag, hvor der både står fagets navn og 2010/2011 udenpå, så jeg har styr på, hvornår de er fra. Det kan måske undre nogen at jeg først har gjort det nu, men lad mig sige det sådan – jeg er utroligt ustruktureret, og det sidste halve år, har jeg simpelthen ikke kunnet finde motivationen til at holde styr på det. Sørgeligt, men sandt. Derefter fik jeg hentet min bog, som jeg endnu ikke har læst i, men nu har jeg fået lavet et rigtigt hyggeligt læsehjørne inde i min stue, så perhaps, perhaps, perhaps? Det bringer mig til lørdag! Min søster kom fredag aften, og vi har så været sammen indtil i dag. I går, lørdag, var vi ude at gå tur og besluttede os for at forkæle os selv på en budget-venlig måde (eller, så budget-venlig som man nu kan være med madpriserne i Danmark), og gik i Netto, hvor vi købte ind til en rigtig lækker middag. Cordon Bleu med ovnkartofler, tomatsalat og brucetta, samt GRØN light sodavand. Der gik totalt børnefødselsdag i den, med det sodavand. Efter at vi havde spist, tog vi en ”trip down memory lane” i form af at kigge på gamle musik-videoer fra vores ”barndom”. Vi blev enige om, at det var meget sjovere dengang.

Og så, klokken 23.30, fik jeg den idé at rykke rundt i min stue. Så det gjorde vi, og det hele ser nu helt anderledes ud. Det er godt, rigtigt godt, og hyggeligt. Men der er stadigvæk et eller andet, der ikke er helt på plads. Jeg har en MEGET lille stue, så det er egentligt ret begrænset, hvad man kan gøre. Eller, man kan jo, hvad man vil, men den mister hurtigt funktionaliteten. Men det allerbedste ved det, vi har fået gjort, er, at min reol fra IKEA nu fungerer som en rumdeler imellem sofa-arrangementet og spisebordet, og det ser super hyggeligt ud. Så behøver jeg heller ikke at rejse mig op, når jeg skal læse en bog. Det vil direkte være en opfordring, faktisk!

Nu mangler jeg bare et lille bakkebord, og så har jeg vist det perfekte hyggehjørne. Pictures to come!

Suze Rotolo

I undrer jer måske over denne pludselig billedespam, men det er relevant for dette super nødvendige indlæg, okay? Just trust me.

Den meget forelskede kvinde på billederne, hedder Suze Rotolo. Hun var Bob Dylans første store kærlighed, og var hende, der inspirerede Bob Dylan til at skrive folk-songs om politik, fred, atomvåben, menneskerettigheder, osv. Hun kom nemlig fra en meget politisk bevidst familie, som så vidt jeg husker, var meget røde, altså, kommunist-røde. Suze Rotolo blev gravid i 1963, men fik en abort, og deres forhold blev aldrig det samme igen. Derudover kan man forestille sig, at det måske har været svært at være kæreste med Mr. Rock Star number 1, yes? Så skete der så det, at Bob Dylan var  Suze Rotolo utro med Joan Baez. WHAT A SKANK. Bob Dylan, altså, ikke Joan Baez. Hvad kan vi lære af dette, piger? NEVER DATE A ROCK STAR. Men, ja, nu er der jo gået et par år (læs: 47 år), og jeg vælger generøst IKKE at bære nag. Der var du heldig, Bob! SKANK. Suze Rotolo døde d. 25/2 2011 af kræft, 67 år gammel. Måske tænker I nu, "Why, why is this relevant for me?" (I tænker det garanteret på engelsk, ikke?), men grunden til denne pludselige history-of-Rock'n-Roll-lesson, er, at jeg om en times tid vil bevæge mig ud på en 2,5 kilometers tur (højst sandsynligt i regnvejr) for at hente frk. Rotolos selvbiografi, der er blevet reserveret af mig, men sendt til det forkerte bibliotek. Fail.

Før jeg forlader jer, vil jeg efterlade jer med et citat af Bob Dylan om Suze Rotolo:

"Right from the start I couldn’t take my eyes off her. She was the most erotic thing I’d ever seen. She was fair skinned and golden haired, full-blood Italian. The air was suddenly filled with banana leaves. We started talking and my head started to spin. Cupid’s arrow had whistled past my ears before, but this time it hit me in the heart and the weight of it dragged me overboard... Meeting her was like stepping into the tales of 1001 Arabian Nights. She had a smile that could light up a street full of people and was extremely lively, had a kind of voluptuousness - a Rodin sculpture come to life" - Bob Dylan

Oh Bob, you had me at "Right from the start".

PS: Jeg sidder og ser TV2 Lorry, og de er ved at snakke om Ringo Stars kommende concerter, og de bliver ved med at kalde ham "Ren-go". WTF, TV2 Lorry. Det er altså pinligt.

Læseferie - Yeah, Right pt. 2

Okay. Man bliver nødt til det. Et hurtigt kig.

Mmm, den smager bedre end den læser.

SELF-DISCIPLINE, WHERE DID YOU GO?

Læseferie - Yeah, Right

Årh, det der læseferie, ikke? Hvem får rent faktisk LÆST? Vi har allesammen fået en "læseplan" fra vores skole med forslag til, hvordan vi kan strukturere vores tid, men Jesus H. Christ, hvem har selvdisciplin nok til at følge sådan én? Please tell me it's not just me. Det er nok også fordi jeg føler, at jeg har masser af tid at løbe på, hvilket er en falsk følelse af tryghed, da der jo er mindre end to uger til min første eksamen. Take yourself together, Sofie, times a wastin'.

Men det er bare meget sjovere at læse blogs og bygge videre på sin ønskeliste, ikke? Når jeg engang får mit kamera tilbage, bliver der endnu flere overspringshandlinger, tror jeg. Det bliver selvfølgelig sjovt for mig, men knap så sjovt for min i forvejen voksende dårlige samvittighed.

En dejlig dag

(Et gammelt billede fra sommeren '10)

Som I måske kan se, har jeg ændret bloggens "look" en smule. Jeg synes at det andet blev lidt trangt, specielt, hvis jeg skal begynde at inkorporere flere billeder i mine indlæg. Jeg skal bare lige have fundet mit kamera frem. Jeg har ikke brugt det siden jeg flyttede, og jeg er ret sikker på, at det ligger i en kasse i min mosters kælder. Hun er heldigvis ikke så langt væk, da vi jo bor i samme gård, så jeg må få spurgt hende (pænt) en af dagene.

Okay, mit sidste indlæg var søndag, men der er virkelig ikke sket særligt meget nyt i mit liv. Jo, altså, mandag var jeg til skriftlig danskeksamen. Buuuh. Tirsdag lavede jeg absolut INGENTING. Altså, ingenting. Jeg stod op, så fjernsyn, spiste morgenmad, så fjernsyn, ringede til Telia, ringede til Skanred (UPS har lavet en fejl), så fjernsyn, så Project Runway (dette kan ikke betegnes som bare at se fjernsyn - bedste program ever!), lavede lasagnette, gik en tur ned til søerne, hvor jeg selvfølgelig skulle tisse helt vildt efter at være kommet halvejs rundt, hvorefter det også begyndte at regne, kom hjem, lavede te, hjalp min veninde med sin opgave, gik i seng. Årh, jeg havde så dårlig samvittighed over at være så inaktiv, men jeg vidste virkelig ikke, hvad jeg ellers skulle lave.

I dag har tilgengæld været bedre, men is har det jo med at gøre alting bedre, ikke? Og her er lige dette indlægs "Moment of Zen":
Lykken er at have en søster, som samtidig føles som éns bedste ven. En søster, der er sjov, sød, klog og SJOV, som også kender én ud og ind. En søster, der tager én under armen på vej ind til byen, hvor man er på vej ind, fordi den selvsamme søster ved, at en is altid er den perfekte måde at afslutte dagen på. Lykken må være at have en søster, der kan få én til at grine med maven. I LOVE YOU, Mille. Jeg håber at vi kan lege amerikanske tourister snart. Pleeease?

Nu tror jeg at jeg vil hoppe i seng. Godnat!

Min åbenbaring

Jeg gennemgår lidt en mindre ”hvad skal jeg blive, hvad skal jeg gøre med mit liv” krise lige nu. Der er så mange muligheder, men jeg er nogle gange bange for, at der ikke er noget jeg sådan rigtigt brænder for. Der er måske også tid nok til at prøve det hele?

Jeg kunne rigtigt godt tænke mig at studere i New York på et tidspunkt. Ikke på et college, for det er selvfølgelig udelukket rent økonomisk, og det tror jeg heller ikke er mig. Men, hvis jeg kunne tage en eller anden overbygning derovre og opleve noget andet…

Jeg overvejer stærkt at søge ind på forfatterskolen, når jeg er færdig med min nuværende skole. At komme ind på forfatterskolen her i København svarer til at komme igennem et nåleøje. Det er stort set umuligt. I 2010 havde de 270 ansøgere, hvoraf 15 kom til samtale og 6-8 blev optaget. Det er virkelig usandsynligt at de vil være interesseret i mig. Men, jeg elsker at skrive. Jeg elsker virkelig at skrive, og jeg har også fået meget positiv feedback på det jeg har skrevet, så… måske?

Men problemet er bare, at det mildest talt er rigtig, rigtig svært at ”bryde igennem” som forfatter, og det skulle ikke spille nogen forskel, om du har gået på forfatterskolen eller ej. Selvfølgelig bliver du promoveret mens du går der, men bagefter er du på egen hånd, og så kan man pludselig blive i tvivl om, om man er god nok. Og der har jeg det allerede sådan, at det er jeg nok ikke. Derudover er jeg allerede nu totalt panikangst over idéen om, at jeg bliver accepteret (not a chance!), og de så efterfølgende finder ud af, at jeg ikke har noget talent alligevel og at pladsen skulle være gået til en anden. Åh, ak og ve.

Der er bare så mange muligheder, og alligevel får ens usikkerhed én til at føle, at man er… utilstrækkelig. I forhold til alting. Men, ja, min åbenbaring gik egentlig bare ud på, at forfatterskolen måske er my previously unknown passion, hvis det altså kan lade sig at gøre. Nu må vi se om jeg ændrer mening inden. Der er jo alligevel to år til.

One down, four to go!

Jeg fik overstået min første skriftlige eksamen igår, hvilket er super dejligt. Jeg tror at det gik udemærket. Jeg ved at jeg lavede én fejl, men det var en af de der drille-ting, hvor man egentlig godt ved det, men bare kommer rigtig meget i tvivl lige pludselig. Heldigvis, tror jeg ikke, at det kommer til at tælle ned. Jeg er ret sikker på at resten er korrekt. Det var i den første del af vores prøve. I den anden del af prøven (som tog 4 timer), skulle vi skrive et essay om enten en novelle eller nogle artikler. Jeg valgte artiklerne. Jeg synes at det er svært at gennemanalysere en novelle på så kort tid, og jeg bliver altid så stresset. Det er meget nemmere at skimme igennem nogle artikler, synes jeg. Emnet for artiklerne var faktisk, sjovt nok, min generation. Den såkaldte "Generation Me".

Vi skulle eftersigende være roden til et nyt fænomen ved navn "New Narcissicism", hvilket går ud på, at vi er besatte af os selv. Vi tror at vi kan blive alt, at vores muligheder er uendelige, og at vi er de mest interessante, spændende mennesker i verden. Internettet har så åbenbart givet os en stemme, i form af f.eks. Youtube, Facebook, Myspace, blogs, osv, hvor vi skriver om vores daglige liv og går ud fra, at alle synes at det er dødfascinerende. Det var et rigtigt interessant emne at skrive om, især når man har været blogger i over otte år nu, samt er indehaver af en Facebook-konto. Jeg ved ikke, det er bare... det giver da noget stof til eftertanke.

Nå, apropos narcissisme. I dag har jeg gjort hovedrent i lejligheden. Jeg har støvsuget, vasket gulv, ryddet op, osv. Da jeg var færdig, kom min far forbi, og vi gik så en tur sammen, efter at have drukket en kop kaffe her. Det er altså noget af det skønneste ved at bo så tæt på søerne i København. Det er sådan et oplagt sted at gå tur, og du er bare tæt på alt. Jeg elsker, elsker, elsker det, og solen skinnede rigtigt meget i dag, så det gjorde det jo bare endnu dejligere. Nu sidder jeg så og venter på min veninde, som jeg skal være sammen med her i aften. Det bliver rigtig hyggeligt, det ved jeg bare. I morgen skal jeg muligvis på endnu en study-date. Oy, der bliver jeg altså nødt til at begynde at kigge på nogle af mine eksamensfag... jeg kan ikke skubbe den længere. Det kommer bare til at bide mig et vist sted, hvis jeg ikke begynder i god tid. På søndag skal jeg til min lillesøsters femårs-fødselsdag, hvor jeg muligvis inviterer min veninde med. Det kommer an på, om det er okay, at jeg medbringer en +1.

Igen, apropos narcissisme, så vil jeg næste gang jeg skriver her, fortælle jer om en åbenbaring jeg havde i forgårs. En vidunderlig åbenbaring, som jeg håber virkelig bliver til noget. Ikke at det interesserer andre, men... det er spændende for mig. :D

Here Comes The Sun (du du du du)

Jeg er hjemme igen fra min skoles morgenmadsfiesta, hvor vi fik udleveret vores eksamensplaner og årskarakterer. Lad os tage det værste først. Jeg skal desværre op i kemi og fysik. Jeg havde håbet, håbet, håbet på psykologi, men man kan jo ikke få det hele. Måske bliver det okay, hvis jeg bare sørger for at læse grundigt op. Jeg har ikke lært noget i fysik hele året, så der skal jeg virkelig have indhentet noget. Kemi er mit yndlings naturvidenskabelige fag, men det betyder jo ikke nødvendigvis, at man er god til det, vel? Jeg var rigtigt god med i starten, men er efterhånden faldet lidt fra. Det blev pludselig en anelse for kompliceret. Oy. Fuck. Shit. Det bliver sgu svært, det her.

Men, men, men. Nu til mine årskarakterer.

Denne sang er både passende, fordi solen lige netop nu er brudt igennem de deprimerende regnskyer her i Københaven. HERE COMES THE SUN. Dette er en lille sidehistorie, men seriøst, solen bryder ALTID frem, når nogen synger denne sang. Da jeg var på loppemarked i lørdags regnede det også, men så begyndte ham "one-man-band"-duden at spille "Here Comes The Sun" and så kom den! Måske er denne sang indehaver af magiske evner?

MEN, tilbage til mine årskarakterer. Mit gennemsnit er HELDIGVIS steget siden mine terminskarakterer i marts. Det var jo altid noget. Og se, jeg er ikke sikker på om jeg skal nævne det her, for jeg er så bange for at det bliver opfattet som at jeg blærer mig, men jeg har bare sådan behov for at sige det, om ikke andet for at jeg så selv måske kan fatte det. Jeg har fået 10 i samfundsfag! Det var virkelig, virkelig uventet, men bare så dejligt, for jeg har sådan kæmpet det sidste halve år for at sige mere. Det er dét, mine lærere har eftersøgt rigtig meget fra mig, men jeg gør mit bedste. Jeg håber virkelig at jeg kan komme mere på banen næste år... det skal jeg bare. Jeg ved ikke, hvad det er jeg er så bange for, men jeg må arbejde på det her i sommerferien, for næste år er serious business.

Næææsten færdig!

I dag var vores sidste undervisningsdag. YES, YES, YES! Aldrig mere fysik, aldrig mere kemi. Aldrig mere fysik. Aldrig mere fysik. ALDRIG MERE FYSIIIK. Sorry, det skulle bare lige nævnes.

Teknisk set mangler jeg lige i morgen, og så har jeg faktisk officielt læseferie. Der er faktisk ikke engang mødepligt i morgen. Der er fælles morgenmad kl. 10 og så får vi udleveret vores årskarakterer/eksamensplan kl. 11, men det bliver også lagt ud på intranettet, så der er i princippet ingen reel grund til at komme. Altså, hvis man ser bort fra gratis morgenmad og at få sine karakterblade i el persono (hvis man læser ’el persono’ hurtigt, ligner det at der står ’porno’, gør det ikke? Denne blog er uegnede for mindre børn). Jeg må indrømme, at jeg ville ELSKE at have mine karakterblade (ikke at jeg forventer alverden) og det er også derfor, jeg har tænkt mig at komme. Bare en time: jeg kommer, jeg æder, jeg går (10 point til den, der fatter referencen).

Sikke en masse parenteser. Undskyld, jeg plejer ikke at misbruge parenteser på denne her måde, men jeg havde en masse ekstra meget vigtige kommentarer at knytte til alle mine guldkorn, så bær over med mig.

Nu vil jeg hoppe i seng og glæde mig over, at jeg har én dag tilbage (lev mens du gør det, elsk mens du tør det). (Det var den sidste parentes, det lover jeg). (Slut).

"Sovedag" er måske så meget sagt

Jeg plejer at kalde lørdag min "sovedag". Jeg har altid et enormt søvnunderskud i løbet af ugen, hvilket nok skyldes min b-menneske natur, men om lørdag får jeg altid mine +8 timer. Desværre fik jeg ikke sovet så meget som forventet i nat. Jeg faldt meget sent i søvn igår aftes - kl. 1.30, tror jeg, men til mit forsvar vil jeg bare lige sige, at min nabo holdt MEGA fødselsdagsfest inde på sine femogfyrre kvadratmeter. En fest, der startede kl. 16 om eftermiddagen og varede til... way past my bedtime. Det skal han selvfølgelig også have lov til - ingen brok fra mig - men jeg må indrømme, at jeg ikke er så overvild med hans venner. De har været meget grænseoverskridende, de gange jeg har mødt dem, og virker også til at være meget respektløse over for de andre beboere i opgangen.

Altså, jeg vil sige det sådan, at hvis man skal spille en så cliché "fødselsdags"sang som "In Da Club" af 50 Cent på nogens fødseldag, klokken lort om natten, så er det måske en meget god idé, at holde sig gode venner med de øvrige beboere, ikke? Oder was?

Men for at vende tilbage til min såkaldte 'sovedag', så fik jeg desværre ikke sovet så meget, som jeg havde håbet. Jeg skulle tidligt op, for jeg skulle nå et tog kl. 11.08 fra Nørreport Station op til mine bedsteforældres sommerhus, hvor jeg er nu, og skal være indtil i morgen. Det gjorde nu overhovedet ikke noget - det var faktisk rigtig dejligt, at få startet dagen tidligt. Normalt bliver lørdag bare sådan en sumpedag, men det har været en dejlig dag - torden, lynild og regnskyld taget i betragtning. Nu skal vi se Melodi Granprix om tyve minutter, forhåbentlig med te og is (det er da ikke en mærkelig kombi, vel?). 

Hav et godt granprix! 

PS: Nicoline, hvis du læser det her, skal du bare vide, at jeg tænker på dig (og på Morten). 

Ikke flere opgaver!

 

Så! Nu er der ikke flere opgaver tilbage i år. Jeg "teamede up" med min kære study buddy (og veninde), Nicoline, igår (HEJ NICOLINE!), hvor jeg fik skrevet stortset det hele. Det var en utrolig produktiv dag for mig, og jeg vil sige det sådan, at jeg NU forstår, hvorfor mange finder studiegrupper så effektive. Selvfølgelig kommer det også an på, hvem du er sammen med, men jeg tror i virkeligheden at jeg arbejder allerbedst i denne her form. Normalt kan jeg slet ikke koncentrere mig, når jeg skal skrive, og skal hele tiden "liiiiiige" gøre et eller andet. F.eks. er det pludselig super vigtigt at gulvet bliver vasket, eller at afløbet bliver renset. Der har også været tilfælde, hvor humus pludselig er en livsnødvendig ting, som jeg bare må lave - og helst midt i opgaveskrivningen.

MEN, når man har en study buddy, kan man jo ikke bare begynde at støvsuge, vel? Så, jeg måtte virkelig tage mig sammen, hvilket var super godt for mig.

Da jeg så kom hjem i dag, var jeg SÅ udkørt. Nu havde jeg så heller ikke sovet mere end højst fire timer i nat, så det havde måske også noget med det at gøre. Vi havde fri kl. 12 i dag, i stedet for kl. 15, da vores lærer var syg. Skønt, hva? Det var som universet havde set mig vende og dreje i sengen i nat og havde tænkt "Nååååårh, stakkels lille menneske, nu skal vi nok gøre din lærer syg for dig". Ikke at jeg var GLAD for at han var syg - det er jo synd for ham, men oh my god, hvor var det bare perfekt timing for mig. Er det meget strengt sagt? 

Der er faktisk galla-middag henne på vores skole i aften, for 2. års-eleverne, hvor vi andre også er inviteret med. Jeg tror bare at jeg er alt for træt... og jeg har heller ikke noget rigtig fint tøj, synes jeg. Så oh well. Så må jeg bare hygge mig med en film og mine hjemmelavede frikadeller i stedet.

TTYL, Babettes.

Sofies store tale

Jeg er lige kommet hjem fra skole, og fik langt om længe holdt min tale. Og ja, jeg ved næsten ikke, hvor jeg skal begynde.

Det var for mig en meget ambivalent oplevelse. Hvis jeg nu havde været en anden person, havde jeg måske  følt anderledes. Jeg havde måske været mere stolt og mere tilfreds. For objektivt set gik det nok meget godt. Jeg fik supermeget positiv feedback fra mine klassekammerater, som ellers ikke har sagt så meget til de andre taler, og jeg fik kun én negativ kommentar (som selvfølgelig kommer til at fylde det hele, ikke?). Denne kommentar stillede spørgsmålstegn ved en af mine faktuelle påstande, hvilket er fuldkommen berettiget, men det var alligevel... hårdt, af en eller anden grund. Jeg tror at vi blev nogenlunde enige til sidst, men alligevel... det prikkede lige hul på ballonen, som ellers var blevet pustet op af en masse positive kommentarer. 

Min lærer havde også primært positive kommentarer, men hun sagde dog, at hun ville ønske, at jeg havde kigget mindre på papiret og mere på dem, der lyttede på. Det forstår jeg godt, men med en tale på fire sider, fuld af ordspil og fakta, er det svært, at kunne det udenad - især, når man har en tendens til angst, og synes at det er svært nok i forvejen. Jeg ville ønske, at jeg havde brugt mine arme noget mere, men på en eller anden måde, så... føler jeg, at jeg gjorde det, der passede til talens indhold. Det var et stort og følelsesmæssigt emne for mig - et emne, der berører mig dybt, og det ville simpelthen ikke have været passende at banke i bordet og råbe (som min efterfølger gjorde). 

Min lærer sagde efter hans tale, at det var dét, hun havde ønsket vi allesammen havde gjort. Men... det kan jo kun gøres med visse typer taler. Det skulle være politiske taler, ja, men mange politikere er da udemærket i stand til at forfatte sig uden at gøre så meget brug af deres krop. Selvfølgelig betyder kropssproget meget, og det kan også bruges til at forstærke en pointe, men jeg føler, at jeg understregede mine pointer ved at kigge op og ved at lægge pres på visse ord. 

Det er slet ikke mig, det der. Det er overhovedet ikke mig. Det ville ikke have været autentisk, hvis jeg havde gjort sådan. Det er også derfor, at jeg på en måde synes, at det er uretfærdigt at forvente, at det falder os alle naturligt. Jeg ved ikke, om det giver mening, men jeg var bare så ked af det bagefter. Jeg synes simpelthen, at det var så uretfærdigt, og jeg kan slet ikke klare uretfærdighed. Jeg kan 100% klare kritik, men den der favorisering, der i forvejen forekommer på min skole, plus den der underlige forventning om at vi alle skal være ens... det er bare fucked up, synes jeg. 

Men nu er det gjort, og jeg er sgu glad for at jeg gjorde det. Jeg gjorde det så godt som jeg kunne, med skælvende stemme og bævende knæ. 

Endelig færdig!

SÅ! Nu er jeg ummidelbart færdig med min tale. Tror jeg nok. Klokken er 00.20, så jeg bliver nødt til at være færdig. Jeg har rigtig svært ved at bedømme kvaliteten af den, for jeg føler at jeg har stirret mig helt blind på den. Kender I det? Jeg kan slet ikke overskue, hvad jeg har skrevet, for jeg har som sædvanlig ikke skrevet den i kronologisk rækkefølge, hvilket betyder at jeg har kaget rundt i det i otte timer, og nu er jeg slet ikke i stand til at læse den igennem objektivt. Men, jeg håber, at den er okay. Ellers går det jo nok. Det vigtigste er, at jeg gør det.

Åh, jeg kan godt mærke nervøsiteten melde sig. SOFIE. Det skal nok gå. Det er 5 minutter af dit liv (5 minutter og 34 sekunder, faktisk, jeg har timet det), men det er snart ferie, og alle vil have glemt det efter sommerferien. Så, hvis du blower det fuldkommen, så er det ikke jordens undergang.

HVORFOR VIRKER JEG SÅ UTROVÆRDIG LIGE NU? Jeg tror overhovedet ikke på mig selv.

T-t-t-tale

Jeg er ved at skrive en tale, som skal holdes på onsdag. Den skal vare fem minutter og skal fremføres foran hele klassen. HELE KLASSEN! Cue the sweaty palms, dry throat, stuttering, racing heart, etc. Åh, det er slemt. Det skal være en politisk tale, så jeg har valgt at den skal handle om livikderingen af Osama bin Laden. Der er ihvertfald noget af et paradoks at skulle forholde sig til med det emne.

Jeg svæver hele tiden imellem "Ej, det her kan jeg bare ikke" og "Det er fem minutter af dit liv, Sofie. Tag dig sammen!". Jeg synes dog det hjælper at sige til sig selv, at stortset alle har det på samme måde. Mange fra min klasse har nægtet og har derfor fået 00, men jeg kan simpelthen ikke leve med, at et 00 skal være skyld i, at min årskarakter i dansk bliver trukket ned. Jeg ved ikke hvorfor, for mine årskarakterer i år kommer ikke til at stå på mit afgangsbevis, men jeg har bare et eller andet med karakterer.

Så jeg må jo bare gøre det. Heldigvis er der en god chance for at vi bliver maks ti mennesker den dag, jeg skal holde tale, da mange pjækker for at slippe for at skulle holde deres, og for mig er det jo færre-jo bedre princippet. Jo færre, der skal se mig fumle rundt med papirer, fuldkommen tomatrød i bærret, jo bedre.

De sidste par dage har været TRES magnifique. Jeg har desværre ikke fået lavet så meget skolearbejde, hvilket skyldes ren og skær sløseri fra min side. Jeg er virkelig dårlig til at strukturere min tid, for der er så meget, jeg gerne vil. Jeg tror måske også, at jeg bare er udkørt og færdig for i år. Jeg har givet 120% af mig selv til alle vores skriftlige afleveringer, og nu er jeg bare... "skrevet ud", hvis det giver mening. Der er ikke mere blæk tilbage i mig, min hjerne er allerede død og taget på sommerferie.

MEN, let's end this on a positive note. Jeg købte den sødeste gule nederdel igår, som bare var et rigtigt fund. Jeg fik (eller Mille gjorde) klippet en masse af længden, men den er stadigvæk lige lang nok, tror jeg. Vi skal vist have hugget lidt mere af. Den er også meget behagelig at have på -- bortset fra, at det hele tiden føles som om, at den er ved at blæse op.

En rodet introduktion

(I'm a very unique snowflake.)

Mit navn er Sofie, og jeg er næsten 22 år gammel (hvor er alle drømmene, jeg drømte? Og min tro på verden af igår?). Jeg bor alene i en lille og fin, men helt bestemt overmøbleret, lejlighed på Nørrebro. Hvad kan jeg sige, jeg har et vaskeægte klunserhjerte. Jeg flyttede hjemmefra i september 2010, og er derfor stadigvæk i fuld gang med at finde mig til rette her, men det går fremad. 

Jeg er ikke specielt modeinteresseret, men har dog et ømt punkt for svundne tider, og foretrækker derfor at gå i 1950'er/1960'er-inspirerede kjoler - helst kombineret med et par strømpebukser. Jeg er meget sentimental på tidligere generationers vegne. Jeg håber på at kunne udvide min vintage-garderobe, når jeg sammen med mine søskende og far tager til Berlin til sommer. Min søster er heldigvis ti gange bedre til at shoppe end mig, så det har jeg tænkt mig at udnytte. Dét, og hendes impecable fashion taste, selvføgelig. 

Til hverdag er jeg studerende, men det er ikke noget, vi snakker om her i eksamensperioden, okay? Jeg går på studenterkursus, og er næsten, NÆSTEN, færdig med mit første år. Jeg er selvfølgelig sproglig (alt andet ville være sindssygt med mine manglende naturvidenskabelige evner), men har dog alligevel valgt at hæve matematik til et højere niveau næste år, fordi jeg på daværende tidspunkt havde en drøm om at komme til at studere psykologi. En anden grund til at jeg har valgt at hæve det, er, at jeg gerne vil have samfundsfag på A-niveau, og dette er desværre prisen, jeg så må betale. ØV. Men, men, men, selvom at jeg nu er rykket lidt væk fra drømmen om psykologi (jeg tror måske at jeg vil gemme det til senere i livet), så er det stadigvæk smadder godt at have haft matematik på et højt niveau, da flere og flere studier kræver det. VERDEN ER AF LAVE! 

Jeg...

• Tror fuldt og fast på at caps-lock fremmer forståelsen. 
• Klæder mig i blåt, men stemmer rødt. 
• ELSKER aftenture. Det er bedst, når solen er lige ved at gå ned -- der føler jeg altid en kæmpe kærlighed til København.
• Er blevet beskrevet som at være en 'forsigtig optimist', hvilket beskriver mig fuldstændigt. 
• Har en kæreste. Vi har været sammen i 6 1/2 år. Han bor i New York.
• Elsker New York! 
• Elsker pastelfarver.
• Interesserer mig meget for amerikansk politik.
• Elsker Brian Wilson og The Beach Boys rigtig, rigtig, rigtig højt. My jam since 2006. 
• Har over hundrede neglelakker. 
• Er yderst bekendt med fænomenet "overspringshandlinger". 
• Elsker navne, og har en liste med yndlingsnavne på min iPod, som bliver flittigt opdateret. 

Mit livsmål er at blive den næste Pernille Aalund. Det vidste du sikkert ikke om mig, vel, Mille? Ej, I kid. Jeg ved ikke, hvad min drøm er. Det finder jeg nok ud af hen af vejen. :=) Nu må jeg hellere skrive videre på mit AT. Toodles!