Hvad gør man efter en frygtelig og traumatisk eksamensoplevelse? Man græder. Man græder så snotten driver. Man fortæller sin historie til alle de mennesker, der venter på at høre, ”hvordan det er gået”, og man har samtidig dårlig samvittighed over, at øge deres nervøsitetsniveau. Man bliver derefter henne på skolen og hepper på de andre. Man bliver i kantinen, og spiser rundstykker med smør og ost, mens man passer på deres tasker. Man hopper op af stolen, når de kommer ud og prøver at få deres eksamensoplevelse til på en eller anden måde at hænge sammen med éns egen, også selvom at man ingenting kan genkende fra den situation de beskriver, specielt de menneskebeskrivelser af menneskerne, der sad bag det grønne bord. Man kan ikke forstå, at man som den eneste har haft sådan en grim oplevelse. Man vender situationen i sit hoved igen og igen, og kan pludselig komme på en masse ting, man skulle have sagt – ikke som en del af selve eksaminationen, men som en reaktion på den måde man følte man blev behandlet på. Men det er for sent. Man tager hjem, smider sin taske, laver en kop te, spiser en flødeskumskage og reder sengen. Man tager hjem til sin veninde, der sidder klar til at lytte, og man gentager sin historie igen. På dette tidspunkt er man endnu ikke træt af at gentage den. Man bliver hos hende i 7 timer, hvor yderligere junkfood bliver indtaget, og så tager man hjem. Hjem til sig selv. Man smider sig på sofaen og varmer spaghetti fra i går, som indtages med noget dressing, og noget Coca Cola Minus som drikkelse. Og så ser man ”For Lækker Til Love”. Og nu er man træt af at gentage historien.
Hvis jeg skal se det fra den positive side, så skal jeg aldrig have fysik mere. Men jeg føler virkelig, at jeg har fået et ar på sjælen. Jeg har aldrig været ude for noget lignende, og jeg kan fandeme godt forstå, at så mange mennesker frygter deres eksamen, for hvor kan det dog bare være en barsk oplevelse.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar